Fra forfatteren: Hvem afhænger vores liv af: af forældre, chef, partner, universet eller af os selv? Forestil dig, at du kommer for sent tilbage fra arbejde, teatret eller et møde med kolleger. Det er lige meget hvor fra, det vigtigste er hvor. Selvfølgelig skal du hjem. Det er allerede midnat, og du er lidt bekymret, fordi det er ret sent, mørkt, koldt, og du vil gerne komme hurtigt hjem (for eksempel stå tidligt op på arbejde i morgen). Du er træt, vil sove, og togene kører normalt meget sjældent på dette tidspunkt. Og du kan kun komme hjem på to måder: enten med et direkte tog (som kører en gang i timen), eller med flere med overførsler. Den anden mulighed ser meget mindre attraktiv ud, da den er mere arbejdskrævende. Og nu står du på perronen og venter på din "finest hour". Tiden går, men dit tog er der stadig ikke. Og nu er der kørt flere tog, hvorpå det ville have været muligt at komme hjem med transfers, men dit er stadig ingen steder at se. Der er allerede gået en halv time, og denne natlige ventetid bliver mere og mere trættende. Du er frygtelig vred over alt: over at blive sent, over dårligt fungerende offentlig transport, over manglen på penge i din pengepung og som følge heraf manglende evne til at tage en taxa. I sidste ende beslutter du dig for at tage flere tog hjem og tage det første tog, der ankommer. Efter at have passeret flere stop, står du af og skifter til et andet tog, som først ankommer efter 15 minutter, derefter til et tredje. Og endelig er du på din station. 20 minutter over to. Du er sulten, kold, vred og dødtræt. Du bragede ind i lejligheden og forbandede alt i verden. Du tager et brusebad og går i seng og lover dig selv aldrig at være sent oppe igen. Dette er selvfølgelig ikke en historie om tog. Og ikke om den offentlige transports dårlige præstationer. Tog er mere en metafor for vores liv, de er en måde at opnå lykke og verdenslykke på, og lykken bor i det hus, som du stræber efter at komme ind i med al din magt. Det bliver jo mørkere for hvert minut, og tiden løber uigenkaldeligt ud. Tiden i dit liv løber fra dig med bevægelsen af ​​viserne på uret. Lad os tage et specifikt eksempel: Der er en partner, der er bestemt til dig af skæbnen. Dette er et lige tog, som du skal "vente på" i lang tid, for for at finde den "rigtige" partner, som du vil gå hånd i hånd med gennem hele dit liv, skal du være den mest modne person. Og så du venter og venter, angsten vokser over, at der ikke er noget tog, og du er helt alene på perronen, og du beslutter dig for at "blande en tur." Man tager alt hvad der kommer vilkårligt... siger de, så "jeg skifter plads", der er mange af dem, det vigtigste for mig er jo at komme hjem. Og du vil ankomme til "lykkehuset" allerede meget træt ... og der vil ikke være tid til lykke. Ja, du skal vente længe på et direkte tog, for du har kun et af dem, og det kører kun en gang i timen, men du går ombord på det og kommer sikkert hjem. Din, præcis din partner, han er den eneste. Og du bør vente på, at han finder lykken med ham. Og hvis vi udvikler dette emne yderligere, må jeg sige, at vores lykke ikke bør afhænge af ankommende og afgående tog (på vores partner... uanset hvor vidunderlig han måtte være). Hvis du allerede er blevet sent på netop dette job, så burde du sandsynligvis blive betalt godt for det (hvorfor skulle du ellers bruge så meget tid på det). Derfor kan du med en god løn købe dig en dyr eller knap så dyr bil og køre komfortabelt hjem (uden at være afhængig af nogen). På vejen kan du stoppe ved en cafe og drikke en kop aromatisk kaffe eller se et natshow i biografen. Du er ikke afhængig af togplanen, du gør hvad du elsker, hvor du vil og hvornår du vil. Du skaber din egen lykke. Din lykke afhænger af dig, og dette er efter min mening den sundeste position, for hvis dit satellittog (af en eller anden grund) aldrig når frem, kan du blive nødt til at overnatte på perronen til i morgen, og hvis ledig bil vil altid komme hjem i komfort, varme og med smuk musik. Bilen er dig. Du er altid med dig selv og ingen steder fra dig selv