Så mange mennesker, som jeg kender, har jeg haft følelsen af, at en person ønsker stabilitet. Folk stræber efter stabilitet. De tænker selv over det. De drømmer. Nogle taler endda højt og ofte om det... Giv... Jeg vil... Jeg har brug for det som luft... Kvinder stiller stabilitet som et af kravene i et forhold med en mand. Og nu, da alle drømme kommer sandt, stabilitet er ankommet. Hurra, kammerater Men det var ikke tilfældet! hvad sker der med en person, der stræber efter stabilitet. En person ved ikke, hvordan man skal være i dette? Stabilitet viser sig at være så uudholdeligt, at en person gør alt for at få det til at ende. Og det gør han ufrivilligt. Han forstår ikke engang, hvad han gør med sine hænder, eller rettere, med sine tanker. Personen forstår heller ikke, hvad der sker. Den indre pølse er sådan, at mor, bare rolig. En person vugger stabilitetens båd af al sin magt. Det gynger så meget, at hvad gør hun på et tidspunkt? Det er rigtigt, det vender. Her begynder en anden intern konflikt - Hvordan skete det, hvorfor skete "skibsforliset", i den forstand - hvorfor, det var så godt, bare et eventyr, et fabelagtigt forhold, en mand, som en kvinde fandt alt, hvad hun drømte om og endda noget, jeg var bange for at drømme om. Stabiliteten var så stabil, at kvinden ikke kunne leve i den. Paradoks? Bare en mangel på erfaring med livet i stabilitet. Der mangler forståelse for, hvordan man kan leve i stabilitet, hvis der før aldrig var stabilitet, og livet var som på en vulkan, hvis ikke eksternt, så var der internt altid et vulkanudbrud, og uanset af hvilken grund kroppen ved ikke, hvordan den skal leve i stabilitet. En mands krop ved i øvrigt ofte heller ikke, hvordan man skal leve med en stabil kvinde, der gladeligt møder ham sent og sent og ikke engang spørger: "Hvor har du været, skat?" Nej, hun smiler til ham og giver ham endda aftensmad, mens hun stadig smiler oprigtigt. Nej, sådan kan det ikke være, begynder manden at tænke. Hun faker det sikkert. Og hvor meget vil det være nok, for mere end én gang kom jeg hjem fra arbejde næsten om natten, og det her er allerede et system, sådan en livsstil... Så disse to gynger stabilitetens båd, hver for deres del . Hun tænkte: "nej, det kan ikke være så godt, det er for godt, hans omsorg og tålmodighed vil ikke vare længe." Han, i sine tanker, "hvor længe vil hendes ømhed, hengivenhed og harmoni være nok ... Der må være en fangst et sted ..." Og der er ingen fangst i virkeligheden ... Den eksisterer kun i deres frygt og fortid, ikke særlig glad oplevelse, så de rystede det. Slået omkuld. Så hvad gør de så? Gør de forsøg på at svømme i land. Straks, mens de flyver i vandet, begynder de at irettesætte hinanden om, hvad der rystede og kæntrede deres båd. Med jævne mellemrum løber deres kræfter op, og en af ​​dem, normalt en kvinde, glider og plasker i vandet. Manden tager selvfølgelig fat i hendes hånd, hun svømmer ud, forsøger at klamre sig til båden, for de er stadig i vandet, og, ...samtalen fortsætter... Men båden vælter - en base, der er svær at få fat i. Du glider konstant. Så måske skal nogen vende om og svømme til kysten?... Nogle af dem har brug for at vise intelligens, tænde deres fornuft... Svømme til kysten, tage deres våde tøj af... Tørre ud... Føle den faste jord under deres fødder... Måske bliver denne faste grund udgangspunktet, hvorfra du kan begynde at lære at være i stabilitet... Lær at leve i stabilitet... Tillad dig selv at leve i stabilitet... 04 /29/15 Lyubitskaya O.