Fra forfatteren: Et essay udgivet af mig i mit nyhedsbrev og psykologiske fællesskaber af LiveJournal Frihed er sjælens evne til at ånde Frihed er et af de vigtigste og centrale temaer i menneskelivet. Personligt troede jeg engang, at en person er født i starten fri. En af de grundlæggende kvaliteter, som Gud, Naturen, Eksistensen, det Højeste Sind (hvad man end kan kalde det) har givet en person, er valgfrihed. I hvert øjeblik af livet. En person er altid fri til at vælge. Ikke kun og ikke så meget som for eksempel, hvad man skal gøre i en bestemt konkret sag, men at vælge sit liv... måde at tænke på... måde at føle på ;-) Det kan du med det samme gøre indsigelse mod, men jeg vil prøv at forklare mit synspunkt, min tro. Så mange, der kontakter mig i faglige spørgsmål, kommer med nogle problemer. Og det kan være meget svært for en sådan person at indse kendsgerningen af ​​sin valgfrihed selv i en vanskelig livssituation. Normalt siger folk, at omstændighederne lægger pres og kraft. At arven for eksempel er dårlig, eller arbejdsmiljøet er nervøst. Det er forståeligt, at omstændighederne altid danner bestemte betingelser, sammenhænge og kan begrænse menneskets frihed. Hvis du for eksempel sidder i fængsel, er det svært at håbe på en aften med levende lys med en ideel partner. Nå, medmindre du er en særlig højstatus-plejer :-) Men virkeligheden begrænser kun antallet af valg! Og selvom ikke alle valgmuligheder er tilgængelige i øjeblikket, betyder det ikke, at der ikke er frihed. I det samme fængsel har en person friheden til at blive modløs og forsvinde, men der er også friheden til at kæmpe og overleve, uanset hvad. Hvis omstændighederne har låst dig inden for dit hjems mure, er der frihed til at fordybe dig i lediggang, og der er frihed til at læse og absorbere ny viden. Jeg plejer, ved de allerførste møder med dem, der kontakter mig, at begynde at diskutere frihed i netop denne ånd. For eksempel kommer en person og klager over, at han er plaget af nervøse tics og en afslørende rumlen i maven. Det vil sige, at i de situationer, hvor han slet ikke forventer det (f.eks. ved et foredrag, hvor der er mange mennesker omkring og det er meget stille), gør denne rumlen i maven sig selv. Og sammen med nogle specifikke anbefalinger, der kan hjælpe nu, begynder vi også at tale om frihed. Og at han på et tidspunkt i sit liv fulgte en vej, der førte ham til denne tilstand. Det var ikke samfundets stress eller arvelighed, der i første omgang bragte ham hertil. Det var hans frie valg. Omend ofte bevidstløs. Dette er selvfølgelig svært for mange at acceptere. Nogle stopper endda behandlingen efter dette. Men uden dette - ingen steder. Og det er derfor. Når en person har accepteret sin frihed til at opleve et problem som et faktum, har han automatisk friheden til at slippe af med det. Og gå en anden vej i livet. Og der vil helt sikkert kun blive fundet en udvej i denne holdning til sig selv. Dette er en følelse af skyld. Mange siger det direkte, ofte sukkende trist ;-): "Jeg er selv skyld i, hvad der skete med mig." Det har bare intet med skyld at gøre. Det har med ansvar at gøre. Din egen. På et tidspunkt lavede jeg en masse vægttabsgrupper. Og dér kom skyldemnet jævnligt op. Kvinden gik på slankekur, afgav et løfte til sig selv om kun at spise visse fødevarer, og brød så det samme løfte ;-). Og han siger bogstaveligt: ​​"Det er selvfølgelig min skyld, at jeg overspiste i går." Hvad betyder skyldig? Foran hvem? Du har lige haft flere muligheder for, hvad du skal gøre. Og du valgte denne, ansvar følger - jamen i dag er vægttabet bremset lidt. I morgen er du fri til at træffe et nyt valg og få et anderledes, nyt resultat. Og du begynder at finde ud af, hvorfor hun overspiste, og det viser sig, at det er, hvad det er. Det var bare en ensom aften, og hun kedede sig og på en eller anden måde trist i sin sjæl. Hun kunne selvfølgelig gøre noget for at underholde sig selv... Hun var fri. Og hun valgte at være trist og ked af sin ensomhed. Faktisk er det ikke let at acceptere sin frihed og ansvar for det. Det er nemmere at forklare dig selv din manglende frihed.