Fra forfatteren: Min historie. Dedikeret til de musikere, som jeg altid vil huske. Jeg kan ikke lide syntetisk musik og kunstige materialer. Jeg kan ikke lide falske forhold og folk, der er bange for at leve... Jeg elsker regn, hav, sne og levende vokal. Jeg elsker rigtige levende mennesker, der laver fejl, tager risici, græder, griner, og ligesom jeg elsker regnen. De kan være bange, vrede, højlydte, stille, beskidte og rene. De og kun de ved, hvordan man er anderledes. Og i alt dette finder de deres egen smag, deres egen rytme og deres egen nuance. Hvor jeg hader det fejhed ved at leve. Jeg er fortabt og ved ikke hvad jeg skal gøre med det her. Og jeg skynder mig ikke længere at redde dem som før. Jeg græder bare og sørger over dem deres liv, der er gået forbi. For de ved heller ikke, hvordan de skal græde. Tårer minder jo så meget om regn... Jeg husker en spontan koncert om natten i parken. Da to unge fyre spillede guitar og sang. Nat, lanterner og skinger mandsvokal, der stiger til bladene mørke om natten. Og guitaren, som generøst overgik alle de berusede "tre akkorder", der lød rundt omkring. Det var en af ​​de koldeste nætter i juli, og jeg frøs simpelthen på bænken overfor. Men jeg kunne ikke komme væk fra dette. To timers livekoncert. Ikke for penge, ikke for publikum, men simpelthen fordi de ikke kunne lade være med at synge, ligesom de ikke kunne lade være med at leve. Fordi jeg ville "slappe af i min sjæl". Det hører jeg fra dem senere, når jeg går for at stifte bekendtskab og mødes med deres oprigtige forlegenhed. I mellemtiden lytter jeg bare og forstår, at det her er den bedste koncert i mit liv. Og jeg ved allerede desperat, at det aldrig vil være muligt at gentage dette. Og så ignorerer jeg min vens støn om, at det er sent (klokken er allerede to om morgenen), skræmmende og koldt. Jeg er vred på hende, fordi hun ikke hører HVAD den her musik er. Og at hun ikke forstår HVAD det her betyder for mig... Under en af ​​sangene begynder jeg bogstaveligt talt at mærke, at noget i mit bryst begynder at skælve og græde og spredes i millioner af plask. Jeg kan ikke holde det ud, og efter sangen klapper jeg i hænderne og råber "Tak!" Når vokalisten senere spørger, hvad jeg kunne lide mest, vil jeg sige præcist om denne sang. Han vil grine og svare, at det er fra hende, han "kommer væk" mest. Hvad skulle forstås... Nogle gange, meget sjældent, men sådan et møde og sådan kontakt er stadig muligt, når der ikke er brug for ord, men du kan forstå en person med dine følelser, gennem musik, stemme, nat og lyset af lanterner. Jeg har oprigtigt ondt af dem, der lever forbi deres liv, forbi deres unikke karakter. Jeg er bange for, at jeg nogle gange også savner. Jeg har ikke styrken eller lysten til at elske disse mennesker... Fordi at møde kærligheden er umuligt for dem. Dette møde kan trods alt belyse værdiløsheden i dit eget liv. Og det eneste, de kan gøre, er at hade den, der turde elske dem. Derfor har jeg ondt af dem. Skam er deres forhandlingskort. Det er klart og enkelt. Hun er blød og luftig, men kærlighed er det ikke. Kærlighed er nådesløs. Der er omsorg og sympati i hende, men der er absolut ingen medlidenhed. Nå, i det mindste i min kærlighed. Jeg forstår, at chancen for at møde rigtige mennesker er lige så lille som at gå til en natkoncert i parken. Måske er det fordi jeg er anderledes. Men når du akut mærker din anderledeshed, vil du virkelig gerne møde andre som dig. Og nu, efter natkoncerten i parken, ved jeg, at dette møde er muligt. PS Jeg dedikerer denne lange og mærkelige sketch til mine venner. Som er meget virkelige. Tak søde!