"Hvor god er jeg til mit arbejde?" - et spørgsmål fra NEDO's stilling. Den del af vores sjæl, der hele tiden skal stræbe efter at opnå noget, at bevise noget og bryde sammen igen... for igen er det IKKE NOK, det kunne have været bedre... I en anden konnotation, spørgsmålet: “Hvad sker der nu i rummet mellem os?” “Hvor er mit fokus?”, “Hvis betydning tjener jeg?” Når jeg tænker “er jeg god nok...” - ser jeg VIRKELIG klienten? Eller tager jeg højde for mine vanskeligheder med at acceptere mig selv eller noget andet PÅ HANS BEkostning, er det som om, at når jeg er bekymret for at "være en GOD NOG terapeut (eller hvad)", så er det ikke klienten med hans kompleksitet, der er vigtig for mig? , men mit billede i hans øjne Nå, der er en anden måde: "Så meget som jeg har, vil jeg give så meget." Nå, det er umuligt at give noget, der ikke eksisterer ... spring i det mindste ud af bukserne. Så kan jeg se og se klienten, og ikke min angst. Dette syn afviser slet ikke vigtigheden af ​​udvikling og vækst i faget. Men det ændrer opmærksomheden i det øjeblik, jeg manifesterer mig som specialist. Det skete også for mig at følge denne angsttilstand. En pige kom til sin første aftale med en psykolog - med stor begejstring og mistillid. Hvis vi forestiller os en session med en psykolog som svømning i havet, så var dette hendes første dyk med en instruktør Og efter at have lyttet til klientens problem, siger instruktøren "hold vejret - vi dykker til dybet." Klienten ved ikke rigtig, hvordan man svømmer, hun tog en maske på for første gang - for at se sin indre verden; og her går du - et dybt dyk 😆 Selvfølgelig, da hun på en eller anden måde var kommet sig over denne oplevelse, havde pigen ikke lyst til at dykke længere, i det mindste med denne instruktør. Og så tænker jeg, hvad var det i mellemrummet mellem os - sandsynligvis videre session, psykologen var til stede på HIN måde - han så ikke klienten, men snoede ham rundt med beskeden "se hvordan jeg kan gøre det" 😏 Denne case lærte mig vigtigheden af ​​at være nærværende for klienten i terapien, og ikke til mig selv. Når jeg hører og ser DIG, bliver det klart for mig, hvad du kom med – et glas eller en spand. Så vil jeg give så meget, som netop denne person har brug for. Og hvis han har nok, vender han tilbage – sådan vil vi udvikle en terapeutisk relation.