Som epigraf til artiklen vil jeg gerne tage sangen fra gruppen "Picnic", som hedder "Not Finding Doppelgangers", men det nytter ikke at udgive den alt her, lyt til det selv, med teksten, hvis du vil. Jeg tager lige et par linjer: “Og det, at min verden er ødelagt, generer dig overhovedet ikke, Og det er som om jeg vil gemme mig for det skarpe lys, for dine øjne...” skrev jeg engang at en seriøs holdning til livets begivenheder er et levn fra et barns blik ud i verden. For fra barnsben ”slæber” vi en masse misforståede ting med os og en masse halvlevede følelser og følelser, og at alt dette tilsammen skabte et indtryk af rædsel og tragedie i livsopfattelsen Og det bliver mange også i voksenlivet har “mareridt” og anser forskellige begivenheder i dit liv for at være rædsel eller noget meget frygteligt alvorligt... Og derfor støder de ofte på begivenheder, som de skal leve igen og igen som et “mareridt”. Sådan hjælper vores psyke os – den fører os til vores egne ulevede følelser, så vi kan efterleve dem og endelig frigøre os fra dem. Og sammen med dem - fra alvoren af ​​din opfattelse I realtid tager dette ofte ikke bare år, men årtier. Når man arbejder med en psykolog, der ved, hvordan man arbejder med følelser, kræver det flere møder. Men i princippet er det vigtigt først at indse det i sig selv for at befri sig for den. Efter bevidsthed begynder en person at lægge mærke til sine overdrevne reaktioner på det, der sker, og frigør sig dermed fra dem. Et andet såkaldt "relikvie" er vores dybe indre overbevisning om, at vores kære skal forstå os. Vi er selvfølgelig heller ikke klar over det (vi ved det ikke endnu), og det er ikke skrevet ned til os nogen steder. Men det er netop denne overbevisning, der driver os, når vi forsøger at få vores kære til at forstå noget om os selv - for eksempel at det er ubehageligt for os at lytte til vores mors "komplimenter" fra serien "Denne makeup passer ikke til dig og du har en andens ansigt" (generelt: "Jeg vil fortælle dig noget grimt, for jeg er mor og tager mig af dig alligevel"). Vi er forvirrede og kede af al vores magt over, at vores nærmeste slægtning ikke ser ud til at forstå en helvede ting, at han sårer os med sine uopfordrede og nogle gange uhøflige ord. Og vi bliver kede af, netop fordi der er en overbevisning indeni: vores kære skal forstå os og beskytte os mod noget ubehageligt og dårligt. Ja, selvfølgelig vil vi helst have, at de forstår og beskytter os. Det er de dog ikke altid i stand til, og det burde de simpelthen ikke. Fordi hver af dem ikke er en gud, men en almindelig person med sit eget niveau af bevidsthed og forståelse af den samme "omsorg", for eksempel. Og enhver af vores "bør" kommer fra dem. Det var dem, der engang latent indprentede os ideen om denne form for forpligtelse - de skylder os én ting, og vi skylder til gengæld noget andet, som de har brug for. Hvorefter vi begyndte at tro, at de skylder os, hvad vi ønsker. Og alle med dette "skylder mig" betyder noget andet: hvad de virkelig har brug for og gerne vil modtage. Jeg ville. Og det er trist at indrømme, at det ikke altid er muligt. Men det vigtigste er at indrømme, at de ikke skylder os det, og heller ikke vi dem. Især efter at være blevet voksne og selvstændige mennesker. Vi KAN gøre noget for hinanden, hvis vi er enige og vil høre vores (en slags) elskede, hvis vi har kræfterne til dette og en masse andre “hvis” (hvis de ikke skider på vores sjæl, for for eksempel, så kan vi svare på noget godt, men hvis de skider, er det svært at finde det gode under lortet). Vi kan gøre meget, men det bør vi ikke. Derfor foreslår jeg i dag, at alle også indser denne simple sandhed og holder op med at vente på noget, der konstant ikke gives til dig. Troen på, at vi skylder, giver jo anledning til forventninger. Hvorfor vente, hvor det ikke eksisterer og ikke kan give det. Ja, det er bittert, smertefuldt og ubehageligt. På den anden side kan vi ikke benægte det faktum, at en anden person (selv om den er beslægtet med blod) bare er anderledes. Og jo hurtigere vi er enige i dette, jo lettere bliver det at slippe af med både forventninger og vores egen vedholdende overbevisning om, at vi skylder penge. Og det vil kun hjælpe os – det vil gøre det lettere for mange at opfatte!