I psykologi er det generelt accepteret, at krænkelse er et barns følelse, men voksne bliver krænket, og hvordan. Læring sker virkelig i barndommen. Allerede som voksne er vi ikke i stand til at klare dette. Samtidig forstår vi, at dette er spild af energi og følelser, men vrede er stærkere. Mange klager er kroniske og hjemsøger en person gennem hele livet. Jeg vil fortælle dig om en klage, jeg er den ældste i familien. Vi er fem. Min lillebror og jeg er femten år fra hinanden. Min mor arbejdede tre job, og det vigtigste for hende var, at børnene var sunde og mætte. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle udtrykke følelser af kærlighed, og hun havde ikke tid. Det forstår jeg nu, men dengang jeg begyndte at arbejde med min psykolog, var der kun klagepunkter, nemlig negative, rullede som en snebold – jeg forstod ikke, at jeg skulle mødes med en ven. - hun devaluerede mine forsøg på at studere; - jeg så min "lidelse" - og mange, mange "hvad ellers"... Arbejdet var ikke let. Vrede har evnen til at spire og ønsker ikke at forlade hjernen. Den kumulative effekt af psykologens arbejde virkede En dag foreslog psykologen: ”Sæt en person bag dig, som ville acceptere dig sporløst, ligesom du er. ” Tårerne begyndte at strømme. Jeg indså: "Min mor elskede mig mere end nogen anden!" Det var meget vigtigt for mig at håndtere vreden, jeg indrømmede, at den eksisterede. Min vrede opløst. Det betyder ikke, at jeg ikke kan huske disse hændelser. Ja, det var de, men de generer mig ikke længere. Hvad jeg lærte af at arbejde med en psykolog: "Jeg accepterede, at min mor ikke kunne tilfredsstille mit behov: for hengivenhed, kærlighed, forståelse... Der er mange grunde til dette. Men det vigtigste er, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle gøre det. Og jeg tror, ​​at hun også led af dette psyken vokser til enorme proportioner, og overskygger andre aspekter af livet med vrede - det betyder, at man ser ærligt på det og indrømmer, at det eksisterer. For nogle er et par møder med en psykolog nok, og for nogle meget mere... Men det er det værd..