Fra forfatteren: ...det var det, der inspirerede mig...jeg fortalte dig. Jeg vidste, hvad jeg skulle sige. Ordene i sig selv stillede op på den rigtige måde. Jeg ved, hvad jeg laver. Cool, selvsikker, logisk. Hun var tavs. De er altid tavse. Først da kan de begynde at græde eller skrige hysterisk. Det her er allerede godt. Men hun tav stadig. Og pludselig så jeg hende. Så, først senere, indså jeg, at det var i det øjeblik, jeg allerede vidste, at hun alligevel ville gå. Jeg skulle ikke have set hende, jeg skulle ikke have set med mit hjerte. Jeg skulle være kold og beregnende. Som altid. Hun stod med lukkede øjne og svajede lidt, som i takt med en eller anden melodi indeni. Der var ingen spænding i hendes kropsholdning. Sommersolnedgangen skitserede solens cirkel over hendes hoved. Der var et lys over hendes hoved... Hun kiggede lydløst ned. Meget smuk, hendes hår blev let bevæget af den samme musik. Alt var i en dis. Jeg følte ikke tid, den sad fast i eftertænksomheden. Jeg tænkte... Åh min Gud! Hvad tænkte jeg på? Hvordan kunne jeg blive så fortryllet af kontemplationen på hende? Jeg må tale. Så længe jeg taler, vil hun ikke gå. Jeg kan ikke forblive tavs. Jeg har set mange. Jeg kunne altid få det sidste ord. Jeg burde ikke føle, men det gør jeg! Jeg vidste allerede, at hun ville gå. Arbejde, dette arbejde, arbejde altid. Jeg hader det, jeg hader det. Men jeg må sige: - Hvorfor tager du afsted? Bliv. - For hvad? Kan du sige hvorfor? - Jeg ser dit ansigt. Du er ung og meget smuk. Dit hår gløder... - Sjovt. Det her er ingenting. - Jeg ser solnedgangen, den er smuk. Du ser? - Jeg ser. Jeg har set det mange gange. Det her er ingenting. Du siger ikke hvorfor jeg skal blive. "Så fortæl mig selv, hvorfor du skal gå." - Jeg vil have det på den måde. - Det kunne stadig blive godt. - Ja? Hvordan ved du det? Hvad får dig til at synes, det er slemt nu? Du ved intet. Der er ingen mening. - Der er altid en mening. - Ja? Fortæl mig. - Børn. - Børn hører ikke til os. De kan ikke give mening. Lad dem leve deres liv. - Forældre. - Fortryde. Og vi kan ikke tilhøre vores forældre. Lad dem også leve deres liv. - Elsker. - Hvor rørende. Jeg elskede allerede. Og jeg kendte kærlighed. Det her er vidunderligt. Og hvad? - Din kreativitet. - Ah... Jeg vil skabe hele mit liv for mig selv og dø som et uanerkendt geni. Eller jeg vil være en stor skaber, og efter døden vil de skrive mig ned i lærebøger. Og hvad? - Gud. - Hvilken? På himlen? I brusebadet? Gud kan ikke være mening. - Dig. Hun kiggede på mig for første gang. Jeg har det. Sent. Jeg talte oprigtigt. Og han burde have talt rigtigt. Første gang kunne jeg ikke stoppe det. Jeg vidste, hun ville gå. Og hun gik. Jeg skubbede bare let af fra broens rækværk og trådte ned...... Jeg kunne ikke... Hvad gjorde jeg forkert? Hvorfor var det, da jeg så hende, at jeg mistede kontakten til hende? Ro, logik og fornuft kunne stoppe hende. Følelsen pressede hende…