En meget almindelig årsag til frygt er intimidering af et barn. I moderne psykologisk litteratur er der skrevet meget om farerne ved at intimidere børn i uddannelsesøjemed, så de færreste gør dette bevidst. Men en skødesløst kastet sætning, især på et tidspunkt, hvor barnets mentale stabilitet er svækket af en forkølelse eller overanstrengelse, kan føre til dannelsen af ​​et fokus for patologisk excitation i barnets hjernebark. Denne tilstand kaldes frygtneurose. Selvom jeg selv nu ofte hører: "Hvis du grimaserer, vil dit ansigt forblive sådan," "Hvis du ikke adlyder, giver jeg det til denne fyr," "Hvis du ikke tager en hat på, bliver syg,” og meget mere, som mange sikkert har hørt, men ikke altid har lagt vægt på det. Barnet stoler normalt på sine forældre, er sikker på, at de er på hans side og opfatter sådanne udsagn uden bevidst forståelse. Det sker, at overfloden af ​​indtryk, mængden af ​​information modtaget i løbet af dagen overdøver dette "ømme punkt". Men han forsvinder ikke. Og om natten, når der ikke er nogen tilstrømning af information, spreder dette punkt spænding til andre dele af hjernen. Så opstår der natrædsler og mareridt. Der er problemer med at falde i søvn. Jo mere svækket barnets nervesystem er, jo mindre intens kan stimulus forårsage frygtneurose. Tilfældige forslag sendes let videre i en tilstand af chok. I fremtiden vil overtalelse og overbevisning af barnets forældre om, at han er i sikkerhed, og der er ingen grund til at være bange, ikke give nogen resultater. I sagens natur er søvngængertilstande tæt på neurotisk frygt. Sådanne forhold skræmmer pårørende og betragtes tydeligvis ikke længere som luner. Det vigtigste er at kassere "folkelige" retsmidler og ideen om, at "det vil gå væk af sig selv." Det eneste rimelige middel er at se en psykoterapeut. Man skal huske på, at søvngængertilstande ikke kun kan være af neurotisk karakter. I nogle tilfælde er de en konsekvens af organiske hjernesygdomme. Så har du måske brug for hjælp fra en psykiater eller neurolog.