Forestil dig en pige. Lille, trist, med det rene udseende som et perfekt væsen. Hun er ikke meget anderledes end sine klassekammerater, bortset fra at hun har fregner i ansigtet eller er lidt højere end de andre. Hun er smuk og talentfuld, hun har hobbyer og yndlingslegetøj. Et fantastisk liv venter hende, fuld af eventyr, kærlighedsforhold, karrierevækst og storslåede solnedgange. Og også fuld af ingen selvkærlighed. Se dig omkring. Der er mange sådanne piger omkring dig. De ser godt ud, passer på sig selv, bygger karrierer og familier. De tror endda, at de er glade, det siger alle omkring dem. Og mange drømmer simpelthen om at leve deres liv. Men så snart denne pige er efterladt alene, bliver hendes tanker til et torturkammer. Tvivl, frygt, endeløs venten på en fangst i alt, genafspilning af alle de mest uheldige øjeblikke i livet igen og igen. Hun tror ikke på nogen, der kalder hende smuk, klog eller værdig. Selvfølgelig ved hun allerede, hvordan hun skal lade som om, hun tror. Men ønsket om at VÆRE præcis sådan her er hendes daglige plan for livet. Det er meget svært at leve med en tung byrde af ængstelige tanker. Især når denne byrde ligger på skuldrene af den samme lille pige. Det er nemmere slet ikke at lægge mærke til det, eller at presse det dybere, så det ikke bliver så svært. Kun dette virker ikke. Jo dybere smerten af ​​selvhad er skjult, jo sværere er det at identificere, hvorfor livet er så uudholdeligt. Ved at skjule vores oplevelser for os selv, øger vi kun deres pres på os ikke trænge ind. Alene i sine drømme ved hun stadig ikke, hvor svært det vil være for hende i fremtiden. Hun er foran dig. Hvad vil du fortælle hende? Hvordan kontakter man hende? Hvordan kan jeg hjælpe Som du forstår, er der ikke noget universelt svar her. Og det er ikke alle af os, der tør deltage i et sådant møde. Men der er noget, der kan gøres lige nu – læg mærke til det, vær opmærksom. For at huske, hvilke drømme hun levede, og for at lære den person, hun voksede ind i, at kende, denne pige, for at lære hende bedre at kende. Ja, jeg fortæller en hakket sang om det samme indre barn, som alle taler om. Men at vide betyder ikke at kunne. Kun oplevelsen af ​​at møde dig selv vil bringe reelle ændringer. Tag en pen og papir. Husk dig selv som barn, den alder, der først kommer til at tænke på. Start en dialog med dig selv på papir. Skriv frit, uden at tænke, uden at stoppe. Stil spørgsmål til dit lille jeg, eller lær noget nyt af dit voksne jeg. Tal med dig selv. Og når du er færdig, så læs dialogen og lyt til de følelser, den bringer frem. Giv dig selv tid til at reflektere over denne oplevelse, skynd dig ikke at løbe væk. Sådan et eksperiment kan være det første skridt for dig i en ny måde at se dig selv på, eller en fortsættelse af den svære vej til dit sande jeg..