I selve formuleringen af ​​problemet med at søge efter metoder til, at en psykolog kan arbejde med en umotiveret klient, er der konflikter på flere niveauer: En eksistentiel modsætning, fordi ingen blot dødelig person kan påvirke en anden persons skæbne. Dette budskab formidles gennem ældgamle myter, Bibelen, eventyr, moderne vittigheder og gennem oplevelsen af ​​praktiserende psykoterapeuter. psykologens faglige kompetence, som fortæller ham, at han, taler initiativtageren til psykologisk intervention, handler forkert ud fra et fagligt synspunkt. En modsætning skabt i kommunikationsmåden af ​​selve subjekt-objekt tilgangen til klienten, når samfundet peger ud til en person, at han har problemer, og at han skal ændre sig, ellers følger straf. Når man løser problemer med at motivere en klient, sætter psykologen sig i første omgang i en position afhængig af klienten, som strider mod de demokratiske principper for dialog. Modsætningen mellem klientens faktiske behov og de behov, som samfundet tilskriver ham. I denne forstand er det at sætte et mål for at finde effektive metoder til at arbejde med umotiverede klienter det samme som at finde en succesfuld måde at ikke kun lede en hest til vand mod sin vilje, men også at tvinge den til at drikke. Og så opstår følgende spørgsmål: - Hvor meget vand skal hun drikke? - Hvem skal bestemme dette? På samme måde er det umuligt at tilpasse et menneske til en livssituation mod sin vilje. På samme måde er det umuligt at tvinge en person til at komme sig, hvis han ikke ønsker det. Når man tager kontakt til en klient, der er umotiveret til at samarbejde, bør psykologen derfor først og fremmest stille sig selv flere spørgsmål: - Hvorfor er jeg i kontakt med denne person - Hvad er mit behov for denne kommunikation? - Hvad er mit mål at opnå som et resultat af denne interaktion? - Hvordan passer dette mål med min faglige og personlige udvikling? Næste trin er direkte kontakt med klienten. Dette er det sværeste øjeblik i begyndelsen af ​​interaktion, for oftest er der et paradoksalt billede, når både klienten og konsulenten møder hinanden halvvejs mod deres vilje og oplever en lang række negative følelser omkring den tvungne samtale. Gensidig uærlighed giver anledning til udviklingen af ​​velkendte spilscenarier, der udspiller sig på et psykologisk kontor. Kontrasten til den sædvanlige metode til subjekt-objekt kommunikation, som vi hver især kender fra fødslen, er subjekt-subjekt tilgangen, hvor konsulenten optræder som den samme person, og klienten som en ligeværdig samtalepartner. I denne henseende fungerer fællesskaber og støttegrupper, der overholder principperne for et ægte demokratisk samfund, godt: - alles erfaring er værdifuld - alle har ret til deres synspunkter - alle er frie i deres valg; ret til at ytre sig og blive lyttet til; - ingen dømmer, kritiserer ikke, fordømmer ikke. Erfaringerne fra den mest effektive recovery-model, 12-trins-programmet, som virker for afhængige og medafhængige mennesker, tyder på, at det vigtigste, du kan gøre for en anden lidende person, er at dele din egen erfaring med at løse dette eller hint problem med ham. Problemer. En konsulent, der taler til en person ikke fra højden af ​​sin faglige status, men deler sine egne erfaringer, vil have langt større indflydelse på holdningen til det, der sker, end en konsulent, der formelt opfylder sin faglige pligt. Det tredje trin efter at have vist personlig interesse for samtalepartneren er at finde ud af hans faktiske behov: - Hvad er vigtigt for ham i øjeblikket? - Hvilke behov har han? Her vender vi tilbage til spørgsmålet om at arbejde med