Fra forfatteren: En kort kommentar om emnet at starte psykoterapi for et af de websteder, der populariserer psykologisk hjælp. Den anden del af titlen refererer til ... klienten Første klient Inden mødet med klienten var der en stemning til den første terapeutiske session, forbundet med en vis angst. Selvfølgelig var bevidstheden om årsagerne til angst til stede: dette er manglen, eller mere præcist, et minimum af viden om klienten og i forbindelse hermed tvivl om at etablere en hurtig arbejdskontakt, den såkaldte rapport. Direkte terapeutiske retningslinjer i henhold til rækkefølgen af ​​det første møde hjalp med at undertrykke angst. Dette er først og fremmest en standardindsamling af oplysninger om klienten: alder, uddannelse, erhverv, civilstand og andre oplysninger, som kan fås fra klienten i færd med at fortælle om sig selv. Allerede under dette forsøgte jeg selvfølgelig at bruge aktiv lytning. Dernæst spurgte jeg klienten om de problemer han kom med og hvem eller hvad han troede var kilden. Herefter var det bydende nødvendigt at spørge, hvad klienten gerne ville have af konsulentarbejde, det vil sige at afklare klientens ønske, hvilket jeg gjorde. Hvis vi således tilføjer de økonomiske og fortrolige betingelser, der tidligere er aftalt i den foreløbige korrespondance, anses hovedbestemmelserne i den terapeutiske kontrakt med klienten for at være aftalt. Herefter vendte samtaleemnet efter min mening naturligvis til klientens livshistorie, startende fra barndommen. Undervejs i forløbet opstod der også pauser, som trods særlig træning i at arbejde med klientens tavshed måtte udholdes med en vis spænding. På den anden side forstod jeg, at klientens tillidsniveau under det første møde stadig var utilstrækkeligt, og at der ikke var behov for at intensivere arbejdet ved at gennemføre terapeutiske interventioner. Det primære og utvivlsomt positive resultat af det første møde var, at bygherren ikke udtrykte utilfredshed med resultatet og indvilligede i at fortsætte konsulentarbejdet. I denne henseende følte jeg mig tilfreds med en vis bølge af energi. Selvfølgelig var der tvivl, som altid forbundet med beklagelse over, at "det her gjorde jeg ikke" og "det skulle ikke have været gjort på denne måde", men igen, hvis man virkelig nærmer sig processen, tænkte jeg (og tænker stadig ) at jeg gjorde næsten det maksimale ud af hvad der skulle gøres, og ikke tog disse tvivl alvorligt. Desuden har jeg udviklet terapeutiske hypoteser om, i hvilken retning jeg skal bevæge mig under det næste møde.