Når vi ikke er bevidste om vores udækkede psykologiske behov, så giver de anledning til en følelse af indre tomhed, skuffelse i livet, tristhed, angst og andre smertefulde følelser...Del 1. Uopfyldte behov for kram, beundring, omsorg, kærlighed, anerkendelse, respekt, støtte og andre psykologiske behov kan sammenlignes med udækkede fysiske behov sult dæmper og bliver uudtalt. Men når man begynder at spise igen, vågner en brutal appetit... Det samme sker med mentale behov. Når dette eller hint behov forbliver uden opsyn i længere tid (forældrene har ikke opfyldt det nok eller slet ikke, og så isolerede personen sig selv fra det - han undgik eller afviste muligheden for at tilfredsstille netop dette behov) bliver usynlig. Tag for eksempel behovet for støtte. En person kan vænne sig så til at være uden den og endda "vide", at han ikke har brug for støtte. Men så snart en person dukker op i livet, som han er gennemsyret af, stoler på ham, tør være ægte med ham (både svag og stærk), så vil det utilfredse behov vifte med et rødt flag. På dette sted er selv frygt fra sig selv mulig. Hvor meget sult og hvor meget du ønsker, og hvordan du kan lide at modtage støtte, og hvor hyggeligt det er... Jeg vil gerne støtte og sige: “Bliv ikke bange, det her er midlertidigt og alt er fint med dig. Du kan og bør arbejde med dette, behovet vil tømmes til dets passende størrelse “Også, når behovet forbliver uden opsyn i lang tid, kan der forekomme en substitution, for eksempel begynder behovet for kærlighed at blive erstattet af kapløbet om! beundring og anerkendelse del 2. Uopfyldte behov fortsætter nogle gange med at forblive utilfredse (🙁), fordi det er umuligt: ​​a) at bestemme dit "sultne" behov på grund af langvarig ignorering b) at indrømme dit behov på grund af skam c) at tilfredsstille på ingen måde. "a" opstår, når det ikke er kutyme for en familie at gøre sådan noget - kramme/klappe hovedet/klappe kinderne/kysse, dvs. i dette tilfælde taktil kontakt, og det har et barn fx et stort behov for. Han spørger - de giver ham det ikke, så bliver barnet vredt og så skuffet... men behovet er ikke forsvundet. Så på dette sted vil der enten være en undertrykkelse af behovet (jeg er ikke sådan, og jeg kan ikke lide taktil kontakt), eller en substitution: det er umuligt at modtage kærlighed i form af taktile manifestationer, så kan du erstatte det med i det mindste beundring (men dette vil kun være en patetisk parodi på muligheden for at få nok - det er som at være tørstig, men i stedet for væske skubber man tørre rationer ind i sig selv. Lidt om substitution i denne sammenhæng). En person vil stræbe efter at glæde, at være betydningsfuld, for at vise sit værd, men indeni er stadig tomt (fordi det sande behov er for en anden). Hvad der er endnu mærkeligere er, at han ikke ved, hvordan han skal tage selv denne beundring, som han så flittigt forfølger. Andre menneskers beundring for ham ser ud til at flyve igennem ham uden overhovedet at stoppe der... Igen, tomhed. Fordi behovet er anderledes... "b" opstår ofte som følge af shaming af behovet fra forældre eller andre betydningsfulde personer. Skam kan være direkte (“Din syvårige søster har ikke generet os i lang tid, men du er stadig som en dukke”) og kan være indirekte (“Hendes datter opfører sig stadig som et barn, ved Gud, hvad bliver hun nok til at bo hos hans forældre hele livet." Barnet absorberer sig selv: At ønske intimitet, og i den foreliggende diskussion er kærlighed som taktil kontakt dårligt. Skam opstår. Skam er med til ikke at vise et behov, der er fordømt i familien. Barnet har ikke udviklet kritik for at vurdere tilstrækkeligheden af ​​fordømmelse, så det tror på det og vokser op med den overbevisning, at alle mennesker fordømmer netop dette behov. En person kan også blive overbevist i sit familiesystem om, at "ønske intimitet" = at være svag. I virkeligheden er dette selvfølgelig ikke tilfældet "i" sker i situationer med tab, der er uden for ens kontrol..