Fra forfatteren: På det seneste er jeg blevet interesseret i personligheden hos M.A. Bulgakov, det store spørgsmål for mig var, hvordan under så monstrøse forhold var det muligt at skabe geniale værker? Der er mange svar for mig, men det vigtigste er, at den store forfatter havde en virkelig lykkelig barndom. Der var noget meget stærkt indeni, stærkere end omstændighederne udenfor. Det forekommer mig, at evnen til at skabe er stærkt forbundet med containerisering er et psykoanalytisk begreb. Metaforisk er det en beholder indeni, der kan rumme og behandle stærke affekter. Beholderens styrke afhænger af barnets oplevelse. Hvis moderen i barndommen modstod barnets oplevelser, reagerede på dem med omhu og var en "rimelig god mor", så er væggene i voksenbeholderen meget holdbare, lavet af titanium. Hvis der ikke var en sådan oplevelse, er beholderen skrøbelig, lavet af tyndt gummi. Oppustet af affekter falder det let sammen og eksploderer Kun meget stærke vægge kan modstå tryk indefra, og så reagerer affekterne med hinanden, forvandles og symboliseres. Der er mikroeksplosioner, kamp, ​​alt koger og syder. Og så vokser det. Kreativiteten hos en person med en skrøbelig beholder er affektiv og ligner noget giftigt, der vælter ud, og det er derfor, der er lidt unikt i det. En moden persons kreativitet er gennemsyret af unikhed. "Hvis du bare vidste, fra hvilket vrøvl poesi vokser, uden at kende skam," - efter min mening er det netop, hvad det handler om, i kreativitetssammenhæng er en beholder som en livmoder. Livmoderen kan bære et barn, give det tid til at blive klar til omverdenen. Vedligeholde dens vækst, fodre den nøjagtigt så meget som nødvendigt. Eller det kan smide en ud, som ikke er levedygtig eller har en meget lille chance for at overleve. Eller hun tillader måske ikke engang embryoet ind i sig selv. En "god nok mor" giver barnet en livmoder, der er i stand til at give liv. Børn eller værker Men temaet moderskab, synes jeg, adskiller sig fra kreativitet ved, at selve beholderen i kreativitetsprocessen styrker. En person, ved at skabe, bliver den meget gode mor for sig selv. Terapi for mig er også i høj grad kreativ. Samskabelse. Klienten udforsker med hjælp fra terapeuten sine kreative redskaber, som engang var de bedste i en bestemt situation, og lærer ikke kun at præsentere for andre, hvad der allerede er skabt, ikke kun at spille en, omend en vidunderlig plade. Og skabe nye.