At forestille sig, hvor meget der skulle ske for hver enkelt af os at blive født, er der ikke fantasi nok. Hvor mange generationer af vores forfædre skal have mødt hinanden, hvor mange skæbner må have flettet sig sammen... Det er uforståeligt. Og der er en ekstraordinær kraftfuld ressource i dette. Hvad hvis vi husker vores bedsteforældre, oldeforældre, oldefædre, der overlevede den svære krig og efterkrigstiden? Når tristhed kommer over nogle vanskeligheder, kan du fra tid til anden minde dig selv om, hvad de og de forfædre, der levede før dem, var i stand til at overleve. Dette kan give styrke og støtte. Kære, fejr med mig! Elskede, fejr med mig Selvom du er gået i ukendte afstande, derfra kan du se min jordiske vej, mine jordiske glæder og sorger! Mine kære, mine kære, jeg ydmyger mig med taknemmelighed for jer. Må jeres jordiske dage være talte, men vore sjæle er bundet i århundreder. Jeg vender tilbage til dig, hvor du er, Alt hvad der ikke var mit, men dit, jeg bøjer mig for Skæbnens Vilje Og for Kærlighed drikker jeg mit Livs Bæger! Du deltager i min skæbne, Bag mig står i ordnede rækker: Tit, hundreder, tusinder af mennesker - Og hver enkelt med dyrebare gaver. Jeg tager alt, hvad du giver mig. Jeg accepterer det hele med kærlighed. Denne orden blev skabt på Jorden. Livets flow er blevet genoprettet, smerten og uroen har lagt sig i min sjæl. Nu kan jeg se frem til nogen. Nogle gange kan en person føle sig ensom. Men hvad nu hvis du forestiller dig alt det, som Livet har gjort, for at han kan sidde sådan, trække vejret, være ked af det osv.? Hvert af vores liv er vævet ind i en større sammenhæng, og respekt for denne uforståelighed og for vores forfædre kan være en støtte i svære tider. Tekst: Elena Ambarnova. Alle rettigheder forbeholdes.